Af sygeplejerske Anette Kjær Seidler, Seidlerprivatecare.dk
Uanset alder er det afgørende for vores fysiske og psykiske sundhed at bevæge os. En dejlig gåtur i naturen kan gøre underværker for alle, og er højt på listen over de ting, vi mennesker forbinder med livskvalitet.
Livskvalitet handler ikke kun om at være fri for sygdomme, men i høj grad også om at kunne varetage de små glæder i livet som for eksempel en gåtur i naturen. Forskning har påvist, at naturoplevelser stimulerer vores sanser, får humøret op, og virker direkte stressnedsættende da kortisolniveauet falder, når vi befinder os i naturen. Når vi færdes i naturen, får vi gennem sanserne en oplevelse af at være en del af naturen. Denne følelse er dybt forankret i mennesket som en god oplevelse og skaber derfor ro og balance.
Unge som ældre kan have behov for hjælp til at genvinde styrke og førlighed efter f.eks. en skade, operation eller indlæggelse. I perioden med rehabilitering kan det være en nødvendighed med hjælpemidler af forskellig art i en kortere eller længere periode. Naturens rehabiliterende effekt på blandt andet stress, depression, angst, PTSD, demens og mange andre lidelser vinder mere og mere plads i måden vi ser på behandling og rehabilitering.

Eksempel fra det virkelige liv:
Jeg kommer hjem til Ida (opdigtet navn) som privatsygeplejerske, og er af pårørende blevet informeret om, at hun er gangbesværet efter en hofteoperation. Min opgave er at få Ida genoptrænet/rehabiliteret. Ida bor i et dejligt hus, tæt op af et naturskønt område, som hun tidligere har benyttet sig meget af. Hun er tydeligt dårligt gående og får hjælp med mobilisering i huset ved hjælp af sin rollator. Hendes gang bærer meget præg af manglende genoptræning. Under den indledende samtale vedrørende rehabilitering virker Ida meget skeptisk, og hun har svært ved at tro, at hun atter skal kunne gå sikkert ude igen på egen hånd. Hun virker ængstelig ved tanken om sikkert at kunne færdes ude igen.
Under den indledende samtale informerer hun mig om, at hun ikke har været ude af sit hus i over 3 måneder. Dette blandt andet grundet gangbesværet, angsten for at falde og manglende netværk der kan hjælpe hende med netop denne opgave. Velvidende om, hvor vigtigt det er for vores mentale sundhed at komme ud at færdes i naturen og være blandt andre mennesker, får jeg bestilt og hentet en leje-kørestol samme dag. Jeg får Ida klædt godt på og tager hende ud i den smukke natur, som hendes bolig er omgivet af. Tårerne triller ned ad kinden på Ida. Ikke på grund af vind og vejr, men ved glæden over igen at kunne mærke vinden i håret, lyden af ænderne der skræpper ved søen, bladene der vejrer i trækronerne, lugten of jord og lyden af legende børn, der morer sig på legepladsen tæt på. Efter gåturen er Idas motivation for rehabilitering meget mere positiv. Hendes øjne stråler nu ved samtalen om igen at kunne færdes ude.
Ida er i dag godt rehabiliteret, kørestolen er returneret og naturen nydes atter, om ikke dagligt så flere gange om ugen hjulpet godt på vej af sin rollator, de genvundne muskler og den skønne natur.
*Ida har givet samtykke til at hendes gode historie fortælles.
